Helles dagbog

Rejsen

Fredag den 3. februar 2012
Det er fredag aften, og jeg går og venter på min far og mor ankommer, mens jeg får de sidste ting pakket i kufferten. De skal passe mine drenge de første dage, jeg er i Uganda.

Er vildt spændt på i morgen. Tiden er gået SÅ hurtigt, siden jeg fik at vide, at jeg endelig får lov til at tage til Uganda. Jeg glæder mig så uendelig meget til at komme derned og se, hvad det er for en forskel, Lys i Afrika er med til at gøre. Det bliver en helt speciel følelse at skulle være med til at dele solcellelamperne ud dernede. Det bliver stort!!

Det føles lige som ringen bliver sluttet nu. Det, der startede som en ide på et whiteboard, og som jeg har arbejdet med siden 2009, bliver nu fulgt til dørs. Det har været en lang og fantastisk rejse. Jeg ved, at solcellelamperne betyder en kæmpe forskel for de familier, der får dem. Det har jeg fået at vide igen og igen. Men jeg tror først, at det sådan får alvor går op for mig, når jeg ser det med egne øjne.

Jeg er spændt på, hvordan jeg vil reagere. Jeg tror, det bliver en hård rejse rent følelsesmæssigt og mentalt, fordi alt vil være så anderledes, og jeg vil komme til at se og hilse på mange mennesker, som lever i totalt fattigdom. Jeg forsøger at forberede mig mentalt på turen. Men 100 procent forberedt kan jeg nok ikke blive. Glæder mig, glæder mig, glæder mig.....

Lørdag den 4. februar 2012
Kl. 03.30
Vækkeuret skulle have ringet nu, men jeg har været vågen den sidste halve time. Drengene ligger på hver sin side af mig. Det er nu, jeg skal til Uganda. Ligger og tænker på, at det bliver hårdt at skulle sige farvel til mine små guldklumper. Vi har jo prøvet at være væk fra hinanden i flere dage før, men det er anderledes denne gang. Måske det er fordi, jeg ved, at jeg skal ned og møde en masse børn, som ikke bor under de samme forhold, som vi gør. Jeg ved, det vil påvirke mig, og at det bliver hårdt at se. Jeg vil uden tvivl komme til at savne dem rigtig meget, mens jeg er væk.

Klokken er nu 11.35. Det er ca. 20 minutter siden, vi lettede fra lufthavnen i Amsterdam. Turen er gået super indtil nu. Sommerfuglene har lagt sig, og er nu erstattet af ren og skær forventningens glæde. Tænk sig, næste gang vi stiger ud af flyveren, er vi i Entebbe lufthavn. Det bliver sikkert en mur af varme, vi bliver mødt af. Temperaturforskellen i f.t. Danmark vil være på ca. 40 grader - vildt!!

Pernille, som er min medrejesende fotograf, og jeg har fået talt - meget. Bl.a. om de forhold uganderne lever under. Det har været spændende at høre Pernille fortælle om hendes egne rejser og hendes engagement for sit eget lille hjælpeprojekt, hvor hun hjælper en ugandisk pige - Victoria - også i Uganda. Ingen tvivl om, at hun brænder for at hjælpe, og har gjort en kæmpe indsats.

På den lille fjernsynsskærm foran os kan vi følge flyruten. Lige nu hænger vi i små ti kilometers højde og flyver afsted med en fart på over 900 km i timen. Imponerende at sådan en stor maskine kan komme så hurtigt afsted. Om ca. 7 timer er vi fremme - spændende! Glæder mig til at hilse på Ruth, Andrew, Edna og Kevine, samt alle de øvrige ansatte hos JEEP, som jeg endnu kun har hørt om eller skrevet med via e-mail.

Kl. 20.00 lokal tid Afrika. Pernille og jeg har siddet i flyet og set den mest fantastiske solnedgang. Sikke nogle farver. Det passer, det man siger om det
sorte Afrika. Bortset fra nogle meget, meget spredte og mikro små lyspletter er ALT sort. Vi har snakket om, at vi lige så godt kunne have fløjet ude over havet, det ville have set næsten lige sådan ud. Vi skal om kort tid mellemlande i Kigali. Så er der en lille flyvetur mere, før vi lander i Entebbe Lufthavn.

Mørk nat i Afrika

Efter en kort flyvetur er vi nu endelig fremme. Lene, Paul og Moses stod og ventede på os i lufthavnen. Temperaturen, her kl. 23.00, er 25 grader, så det er varmt. Alt er helt som på de mange billeder, jeg har set. På kørerturen ud til JEEP så vi et hav af små forretninger - bestående af små blikskure på rad og række. Lene fortalte, at lige før vi kom, havde der været powercut. For selv om der er strøm i Kampala, så er der ikke strøm nok til, der kan være lys hele tiden. Ude ved vejen gik folk i vejkanten, og foran butikkerne stod folk omkring bliktønder eller lignende, hvor der var placeret petroleumslamper eller stearinlys.

Vi er nu installeret i JEEP's gæstehus, som i de næste dage skal være vores base. Det har været en lang og meget begivenhedsrig første dag, så nu kalder sengen.

Følg med i næste afsnit af Helle's dagbog, og læs om de første dage i Uganda, som byder på store oplevelser.

Dag 3

 

Uddeling af lamper

Vis lampeuddelingen på et større kort

På kortet ovenfor er det muligt at klikke på tegnestiften for at læse mere. Du har også mulighed for trække eller se kortet i fuld størrelse.