Helles Dagbog

Skolebesøg

Fredag den 10. februar 2012
I går fik jeg ikke skrevet i dagbogen. Energien var simpelthen brugt op, og jeg var så følelsesmæssigt berørt af de ting, jeg så, at jeg var nødt til at få det lidt på afstand.

Vi er nu hjemme ved JEEP igen efter nogle hårde, lange og meget oplevelsesrige dage. Selvom det har været hårdt, er det en oplevelse, jeg ikke ville have været for uden. Det har gjort dybt, dybt indtryk. Ser jeg rent fagligt på det, har Lene og JEEP virkelig gjort alt i deres magt, for at give mig det billedmateriale, som jeg via Pernille, skal have med hjem. Vi har været helt ude i de små runde lerhytter og har fået lov til at se, hvordan familierne bor. Lene har fortalt, at der hvor vi har været, er der mange journalister, der aldrig får lov til at komme. Det er kun på grund af JEEP's gode kontakter til de nær-lokale NGO'er, at der er blevet åbnet nogle døre for os. De har gjort et meget stort stykke arbejde for at få planlagt denne tur.

Det har påvirket mig utrolig meget at se, hvordan familier på landet bor. De har absolut ingenting og er dybt afhængige af, hvad de selv kan dyrke. De bor i de små runde eller firkantede lerhytter, som vi ser dem i fjernsynet, eller illustreret i børnebøger. Husene er uden vinduer og kun med en meget lille lav dør, som man skal bukke sig for at komme ind af. Deres mad er utrolig ensformig, og består af nogle få basale råvarer.  Primært kasserva, men også hirse. I Arua distriktet spiller mango også en vigtig rolle, både i kosten og som handelsvarer. I andre dele af Uganda er det ananas og bananer. I en familieklynge er der flere huse. Et - eller flere bliver brugt som opholds-/soverum, et andet som køkken osv. Hvor mange huse der er, afhænger af familiens størrelse, og hvor mange penge, de har. Men på trods af deres store fattigdom, blev vi pænt modtaget overalt, og de havde virkelig gjort noget ud af at gøre det pænt - bare fordi vi kom. Det er ikke kun i Danmark, at vi gerne vil have vores hjem til at se pænt ud, når vi får gæster. Det berørte mig utrolig meget at se.

Vi skal måske 200 - 300 år tilbage i tiden i Danmark. Til den gang der var fattige husmandssteder med små dårlige boliger, for at kunne sammenligne det med noget, der kommer fra vores verden.

Butta.jpgPå besøg hos Butta og hans familie i Arua

Butta Hjem.jpgButtas hjem

Kasserva.jpgKasservaen stødes til mel...

Kasserva tilberedes.jpg...og kasservaen tilberedes

Hirse.jpgButtas nabokone i gang med at male hirse.

Baby.jpgEt billede, der gjorde dybt indtryk!

Uanset hvor vi kom, kom folk hen og spurgte, om vi havde flere solcellelamper, om vi ikke kunne gøre noget for at hjælpe dem, og sørge for at netop de fik en lampe. Når vi sagde nej, blev de ved - om vi da ikke bare kunne hjælpe dem på en eller anden måde - lige meget med hvad. Fordi vi var hvide, troede de, at vi kunne gøre alt. To kvinder spurgte mig endda, om de ikke måtte få min nederdel, fordi de kun havde det tøj, de havde på - og det var slidt. En anden meget stærk oplevelse var, da vi kom ind i et køkken og så et lille barn ligge på gulvet og sove uden opsyn - kun en meter eller to fra et åbent ildsted, hvor en gryde vand stod og kogte. Jeg tør slet ikke tænke på, når det barn bliver så stor, at han/hun kan begynde at vende sig eller kravle. Jeg har set både børn og voksne med nogle meget grimme og til tider store arvæv i både hovedet og på kroppen som uden tvivl stammer fra forbrændinger tidligere i deres liv.

Noget af det der slog benene helt væk, var det besøg vi havde på en skole, hvor vi uddelte de kladdehæfter, som Daarbak havde sponseret, de fodbolde, som AaB havde givet mig med, samt de blyanter og kuglepenne, som var blevet samlet sammen på kontoret derhjemme. Vi blev mødt af en flok herlige og begejstrede unger, som slet ikke var til at stå for. Der blev lavet en lille sammenkomst, hvor boldene blev overrakt, og jeg skulle holde en tale for dem.

Helle gaver.jpg
Jeg har aldrig set nogle børn blive så glade for en blyant eller et kladehæfte, for slet ikke at tale om boldene. Vi sørgede personligt for, at alle børn fik en ting med hjem. Det var vi blevet anbefalet af vores dygtige chauffør, Moses. Han sagde, at chancen for at lærerne selv beholdte det hele, og måske solgte det videre, for selv at tjene penge, var stor. Når jeg tænker på den måde, de kiggede på bunkerne, som bare blev mindre og mindre, tror jeg, han havde ret, og lærerne prøvede også undervejs at sige, at de nok skulle sørge for, at resten blev delt ud til de klasser, vi ikke havde været i - den gik ikke. Det er selvfølgelig ikke i orden, hvis de havde et ønske om at beholde det selv, men et eller andet sted kan jeg ikke bebrejde dem. På den ene side er de heldige, fordi de har et arbejde og tjener penge, men på trods af det, har de det stadig meget svært. Som lærer tjener man ca. 270.000 ugx. om måneden. Det lyder af meget, men det er det bestemt ikke, hvis der både skal være råd til husleje, vand, petroleum, tøj, mad, skole osv. Uanset hvordan man vender og drejer det, kan det aldrig komme til at hænge sammen. Jeg synes, det er svært at fordøje det faktum, at det at have et arbejde ikke betyder, at man klarer sig godt. Det bestemmer blot graden af fattigdom.

Skoleklasse.jpg
Da børnene fik tingene hujede og klappede de, som om de havde vundet 10 millioner i lotto. Jeg kan slet ikke beskrive det. Det berørte mig så dybt, og følelsesmæssigt var jeg meget påvirket af både besøgene i hjemmene og på skolen. Jeg blev spurgt mange gange, om jeg ikke kunne give dem alle en solcellelampe, så de kunne læse. De var jo børn, så hvordan skulle de kunne betale, når deres forældre ikke kunne. Da de fik afslag på lampen, spurgte de istedet på bøger osv. Lige som de voksne ville de også bare gerne hjælpes ud af den situation, de står i. De ved godt, at der findes en anden verden. De kan bare ikke komme derhen.

Jeg fortalte dem om Danmark, og hvordan vi levede. Det var tydeligt, at de troede, vi var meget, meget rige - bare fordi vi var hvide. Godt hjulpet på vej af Pernille, fik jeg fortalt dem, at selv om vi har en løn, der er meget større end deres, skal vi også betale rigtig mange penge, for det vi køber. Og at jeg havde brug for hjælp fra befolkningen i Danmark og opbakning fra Energi Nord for at kunne fortsætte med at sende mange flere solcellelamper afsted i fremtiden. Jeg kunne ikke gøre det alene.

Det er virkelig rart, at det er Pernille, der er med som fotograf. Det betyder rigtig meget, at hun har været her før og kan guide mig lidt. Det er tydeligt, at hun er mere forberedt end mig på, hvad der har ventet os. Det vil jeg også være næste gang, jeg skal herned. Hun har en utrolig god forståelse for, hvad Lys i Afrika handler om, og vi tænker meget ens. Vi er et godt makkerpar!

Da vi skulle sige farvel til børnene, vinkede vi selvfølgelig. Da jeg var kommet hen til det første vindue stod børnene og rakte hænderne op. Jeg stak hånden ind gennem tremmerne, og straks var det som en flok bier, der samledes om deres dronning. Alle skulle røre ved mig. De fnisede forlegne (det gør alle hernede, når de bliver generte), og mange sagde 'muzungo, muzungo'. De fleste havde formentlig aldrig set eller rørt ved et hvidt menneske. De løb ud af døren og flokkedes omkring mig udenfor. De skulle bare se og røre og røre, nu hvor de endelig havde muligheden.

Jeg er glad for, at Pernille har taget så mange billeder og video fra disse besøg. Hun er virkelig god til at komme i kontakt med folk, så de rigtige billeder bliver taget. Jeg ved allerede nu, at jeg får så meget godt materiale med hjem, som vil kunne fortælle historien. Mine egne ord kan ikke dække det hav af følelser, der er suset igennem mig på denne tur. Det er så vildt. Jeg troede, at jeg havde forberedt mig godt hjemmefra til turen rent følelsesmæssigt. Men jeg har måttet tro om igen. Alt jeg har hørt og set hernede fra er ingen overdrivelse. Det er først nu, jeg rigtig har forstået, hvad Lys i Afrika er med til at gøre. Jeg er så glad for, at vi faktisk er med til at gøre en meget stor forskel for disse familier.

Opvask.jpg
Også i dag er der folk, der er kommet hen til os for at spørge om solcelle-lamperne. De kender JEEP og deres logo - og ved godt, hvad de havde med i bilen for to dage siden. Der er blevet delt 600 lamper ud, men vi kunne sagtens have brugt mange, mange flere. Men JEEP'n kunne ikke have flere med i denne omgang. Både inde i bilen og oven på taget, var der fyldt op.

JEEP Bil.jpg
Familierne betaler 15.000 ugx for lampen. Pengene dækker JEEP's omkostninger til transport, administration, uddannelse og overnatning, når de er ude på opgaver langt væk. Pengene bliver således i landet, og gør gavn der. Prisen er dog stadig langt under den faktiske pris. Alene solpanelet koster 20.000 ugx, hvis man skal have et nyt til lampen, så det betaler sig at passe godt på den. Skal lampen købes på markedet, vil prisen afhænge meget af, hvilket område eller hvilket marked i Uganda, man er i/på. Prislejet ligger på 70.000 - 100.000 ugx. Det har de fleste i landområderne ikke en jordisk chance for at spare op til. Men de 15.000 ugx. er overkommelig, hvis de spares op over nogle måneder. Det er indsatsen værd, når man tænker på, at de efterfølgende kan mindske eller fjerne den store udgift, til petroleum. For slet ikke at tale om fjernelse af brandfaren og forbedring af deres sundhed og indeklimaet i hytterne.

Inflationen i Uganda har på grund af krisen været høj. Moses fortalte, at noget af det, der er med til at skrue priserne i vejret er, at der kommer handelsmænd fra bl.a. Sudan for at købe varer, som de så tager med tilbage og sælger. Det handler om basal udbud og efterspørgsel. Og som fattig og sulten bonde eller forretningsmand er det nok svært ikke at sælge sin varer til højest bydende, selv om det ikke hjælper på situationen i Uganda. I Arua og langs vejkanten ude på landet så vi med egne øjne, hvordan der blev handlet fra f.eks. lastbiler og pick-upper.

Uganda har blandt mange andre ting, en meget vigtig handelsvarer i form af Sheabutter-træet. Træet kunne være meget meget færdifuldt for bønderne, hvis de lærte at bruge træet til at udvinde olien, som bruges i dyr makeup, sæbe, cremer mm. Desværre fældes mange af de værdifulde træer og bruges til at lave trækul - netop med det formål at tjene penge til husholdningen. Problemet er, at hvis træet fældes, og der plantes et nyt, tager det 50 år for træet at vokse sig så stort, at man kan udvinde Sheabutter igen. Vidste familierne, hvordan man udvandt olien, kunne træet i stedet brødføde familien, hvis de solgte olien. JEEP underviser i fremstilling af sæbe. Så med træer i haven og et kursus hos JEEP var familien allerede et godt skridt videre på vejen mod at kunne etablere en lille produktionsvirksomhed. På den måde kunne de have en fast indtægtskilde på den lange bane, fremfor på den korte bane at lave trækul af træet. Det giver mad nu og her - men fremtidssikringen udebliver.

 

Uddeling af lamper

Vis lampeuddelingen på et større kort

På kortet ovenfor er det muligt at klikke på tegnestiften for at læse mere. Du har også mulighed for trække eller se kortet i fuld størrelse.