Helles Dagbog

Lampeuddeling

Onsdag den 8. februar 2012
I dag er vi vågnet op på et værelse uden strøm, så at blive klædt på, vasket osv. er foregået i halvmørke. Det er helt normalt her, fordi der kun er strøm nogle få timer om aftenen. Det gælder altså også, selvom vi bor på hotel. I morgen tidlig er jeg lidt bedre stillet, for Lene har taget små solcellelamper med hjemmefra JEEP's kontor, så jeg ved, at i morgen tidlig, eller hvis strømmen går i aften, så har jeg lys uden at skulle bruge den meget ildelugtende flagermuslygte, der er placeret på mit værelse.

Vi er nu på vej ud af en hullet grus ej. Bag vores bil kører bilen med alle solcellelamperne. Jeg har lidt sommerfugle i maven. Vi gjorde et kort stop på vejen herud. Allerede der kom folk hen til bilen for at spørge om lamperne. Hele turen ud af grusvejen ser vi folk, der går eller cykler i samme retning, som vi kører. Vores chauffør, Moses, fortæller, at de alle sammen er på vej hen for at få fat i en solcellelampe. De ved godt vi kommer.

Grusvej.jpg
Jeg har haft en snak med Kevine fra JEEP om projektet og de penge familierne betaler for at få lampen. Mest for at sikre mig, at JEEP via den indtægt de får fra lamperne, får dækket alle deres egne omkostninger til administration, samt transport, overnatning og forplejning, når de er på arbejde i marken. Det kunne hun bekræfte, at de gjorde, så det glæder mig.

En speciel ting for distriktet Arua er, at der stort set ingen byer er heroppe. Folk bor meget spredt i familieklynger, som består af flere huse. Det er normalt at en mand kan have flere koner heroppe. I denne del af landet dyrker mange tobak. Det er en besværlig proces, som kræver mange hænder. Derfor kræver det mange børn, som kan arbejde i marken.

Marken.jpg

Hver kone har sit eget hus, hvor hun bor sammen med sine børn. Når tobaks-høsten er god, tjener en tobaksbonde gode penge, omvendt er det en kæmpe katastrofe, hvis tobakshøsten er dårligt eller fejler totalt, fordi der typisk er rigtig mange munde, der skal mættes i hverdagen. Familieklyngerne kan også bestå af flere generationer, da man er afhængige af hinanden for at overleve. Det betyder f.eks. at når sønnerne vokser op, og får deres egen familie, flytter de ikke hjem-mefra. I stedet bygger de et hus ved siden af deres forældres. Sådan går det fra generation til generation.

Klokken er nu næsten 19.30
- og vi er på vej hjem fra to veloverståede lampeuddelinger. Sikke en dag. Jeg er fuldstændig blæst i hovedet af indtryk, følelser, varme, støv og larm. De to lampeuddelinger har været meget forskellige. Men ens for begge er, at vi ikke var i nærheden af at have lamper nok.

Oplevelsen har været meget, meget overvældende. Den vil helt sikkert skulle bearbejdes  - også efter jeg er kommet hjem. Det var virkelig helt fantastisk at dele lamperne ud. Men samtidig sidder jeg også tilbage med en knude i maven. Specielt i A-YAA var desperationen meget tydelig. Luften ligefrem sitrede af den. Det var så tydeligt, at jo færre lamper vi havde tilbage, jo mere bange blev folk for ikke at komme hjem med en. Det betød, at de blev meget højrøstede, og det var svært at få uddelingen til at fungere. Folk rykkede tættere og tættere på, så det var svært at skabe den nødvendige plads omkring os.

Uddeling.jpg
De forreste mænd var nødt til at danne kæde, for at holde folkemængden tilbage. Da der var 20 lamper tilbage, fik jeg at vide, at nu var det bedst, at jeg kom ind i bilen. Det endte med, at vi nærmest måtte flygte ind i bilen. Folk fulgte efter os, og stak penge ind til os gennem bildøren. Det var meget ubehageligt. Det var ikke fordi, jeg følte mig specielt utryg ved situationen. Det var mere den synlige desperation, der gjorde det svært. Nogle kom hen til mig og spurgte, om jeg ikke kunne hjælpe dem, om der kom flere lamper, og hvornår de i så fald kom. Alle håbede på, at vi lige havde en ekstra lampe gemt til dem. Jeg kunne kun svare, at vi vil gøre en indsats i Danmark, så vi kan komme igen.

Desperation.jpg

Under uddelingen blev en kvinde meget upopulær, fordi hun kom igen efter en lampe mere. Det skabte stor ophidselse, og hun blev bogstaveligt jaget væk. Lene talte efterfølgende med en fra byen, som allerede på forkant havde indset, at der ikke var lamper nok. Han var der kun, fordi der så skete noget ekstraordinært den dag. Han fortalte, at den bortviste kvinde ikke nødvendigvis havde været ude på at snyde sig til en ekstra lampe. Hun boede måske bare i en familie med flere koner, hvor hendes job den dag var at hente lamper til de forskellige familier i familien, mens andre måske skulle lave mad og passe børn. Dette er et meget kvalificeret og realistisk bud, området taget i betragtning, men ikke noget vi fik endelig bekræftet.

Der er ingen tvivl om, at de lamper betyder uendeligt meget for befolkningen hernede. De mennesker, der køber Lys i Afrika strøm eller støtter projektet økonomisk, kan ikke forestille sig, hvilken forskel de er med til at gøre. Det er så vildt!

Helle uddeler.jpg
Da jeg gav en ung mand hans lampe i AYAA smilede han et kæmpe smil over hele hovedet og sagde, 'whuu, I am on my way to Europe'. Han følte helt sikkert i det øjeblik, at den lampe var hans billet til en bedre tilværelse.

I Ayavu foregik lampeuddelingen meget mere organiseret. Derfor mærkede vi først til allersidste, at nerverne sad uden på tøjet. Det, der var mest kamp om, var de kasser, lamperne var pakket i. Alle ville gerne have en papkasse. Papkassen er værdifuld for dem, fordi de så har et sted at opbevare deres ting eller til at fragte ting til og fra markedet. I Danmark havde vi nok bare smidt papkassen ud, men hernede har selv en papkasse stor værdi.

Også i Ayavu kunne jeg fornemme en højtidelighed stemning hos de personer, der fik lamperne. Noget af det, jeg har haft det svært med er, at jeg nærmest er blevet behandlet som en dronning begge steder. Jeg blev placeret midt i det hele, og så stod folk ellers bare og kiggede. Jeg blev præsenteret som 'giver af lampen' og alle klappede. Bagefter skulle jeg holde en tale. Hvad siger man lige til en flok mennesker, som står og venter forventningsfuldt på lamperne, når man allerede ved, at der ikke er lamper nok og ved selvsyn har set, hvor svært de har ved at klare sig igennem dagen - hver dag! Jeg kunne kun sige, at vi ville gøre vores bedste for at komme igen. Og vi skal komme igen! Det er vi simpelthen nødt til på en eller anden måde. Jeg synes også, at det var svært at mange nejede eller bukkede for mig og kiggede ned i jorden, når de fik lampen. Det virkede meget underdanigt og slet ikke som noget, vi er vant til i den vestlige verden. Jeg følte det noget akavet. Jeg føler jo ikke, at jeg er mere værd, end de er. Jeg fik at vide, at sådan er deres kultur, og det må man respektere. Men jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg havde mest lyst til at sige, 'lad vær' med det - rejs jer op'.

Jeg har også hilst på nogle af de elektrikere, som er blevet uddannet igennem Lys i Afrika projektet i dag. Det var meget positivt. Pernille og jeg lavede et interview med en mand, kaldet Butta. Det var så herligt at se, at han virkelig havde forstået det, og også forstod sig på forretning. Butta havde allerede hjulpet over 200 familier med lampereparationer, og havde fået en fin lille forretning op at stå ved siden af nogle af de andre forretningsområder, han også havde.

Efter endnu en dag sammen med medarbejderne fra JEEP kan jeg kun tage hatten af for deres arbejde hernede. De gør en kæmpe indsats. Uanset om det er Moses, som kører rundt med os fra morgen til sen aften, eller de andre på kontoret, som også er meget dedikeret til deres arbejde. På trods af den lange arbejdsdag, hvor de lige som jeg har været 'på' hele tiden, har de været seriøse, smilende og handlekraftige. Det er dejligt at se.

Vi gjorde også et kort stop på en skole, hvor JEEP har opsat et stort solcellepanel i samarbejde med Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Der var
ikke specielt mange børn på skolen, da vi kom, fordi de havde fået fri. Men vi så klasselokalerne. Her var der en tavle og seks - syv taburetter. Intet andet! Jeg fik at vide, at forældrene på denne skole selv skulle betale, hvis eleverne skulle have noget at sidde på. Derfor sad de fleste bare på gulvet. Det gjorde derfor stor lykke, da jeg gav skoleinspektøren en masse blyanter og en af de fem fodbolde, som AaB har doneret, til børnene. Udover skolen, har børnene i både A-YAA og Ayavu også fået en bold. I Ayavu så Pernille, hvor stor glæde bolden skabte blandt børnene, mens jeg delte lamper ud. Desværre lå kladehæfterne, som Mogens Daarbak har sponseret til turen i en anden bil, så det bliver først, når jeg besøger endnu en skole i morgen, at der er nogle børn, der får glæde af dem.

Klasseværelse.jpg
Noget af det, der også har berørt mig i dag, er at se, hvordan både børn og voksne går klædt. Det tøj, de har på, kan næsten ikke hænge sammen, eller så er det fyldt med huller. Her er ikke kun tale om nogle få personer, der har et hul i trøjen. Det er i høj grad mere reglen end undtagelsen, der gælder her.

Jeg håber, at jeg vil kunne sove i nat ovenpå dagens oplevelser. Det er ikke blevet til meget søvn de sidste par nætter. Men lige nu er jeg bare så træt!!

Så har vi gjort dagens sidste stop. Vi skulle hilse på Tile Kennedy i Duubai. Han er endnu en af de elektrikere, som samarbejder med JEEP omkring reparation af lamperne. I Duubai fik vi rigtig syn for sagen, fordi der er meget mørkt udenfor lige nu. Vi fik set både solcellelamper og petroleumslamper i brug. Forskellen er slående og meget imponerende. Men der er stadig meget mørkt. Godt at vi fik det med.

Liela kom hen og fortalte mig, at der var kommet en mand hen til hende, mens Pernille og jeg så på lamper. Han ville bare lige fortælle, at vi i Danmark ikke måtte tro, at vi havde dækket behovet med lampeuddelingen i dag. Folk hernede kan sagtens bruge mange flere lamper. Han var blandt andet en af dem, der havde måttet gå tomhændet derfra. Blot endnu en bekræftelse af hvor stor betydningen af vores lille solcellelampe er.

Klokken er nu ved at nærme sig 23.30. Jeg vil lige ud og tage et koldt bad, og få støvet skyllet af mig. Der er nemlig ingen varm vand i hanerne her på hotellet i Arua. Jeg kan stadig blive imponeret over, hvor utrolig beskidt man bliver efter en arbejdsdag i støvet.

 

Uddeling af lamper

Vis lampeuddelingen på et større kort

På kortet ovenfor er det muligt at klikke på tegnestiften for at læse mere. Du har også mulighed for trække eller se kortet i fuld størrelse.