Helles Dagbog

Den sidste dag

I dag prøver vi noget helt nyt. Vi er stået op til en morgen, hvor det er overskyet. Jeg håber, at de skyer fører til regn. Det er meget lang tid siden, det har regnet. De trænger virkelig til at få vand til deres afgrøder.

I dag har vi holdt staff-meeting hos JEEP, hvor vi blandt meget andet har evalueret på vores tur til Arua. Vi har også besøgt en kostskole i Kampala. Der var meget stor forskel på den skole, og de skoler vi ellers har besøgt. Det var meget tydeligt, at dette var en rig skole. Undervisningen virkede meget bedre og mere koordineret, og kvaliteten af de redskaber, børnene havde rådighed over, var også bedre. Der var ligefrem en legeplads! Vi fik også at vide, at det var de forældre, der havde råd, og som havde ambitioner på deres børns vegne, der sendte dem herhen. Vi fik oplyst, at der ligefrem var børn fra Sudan, som kom og boede på skolen. Børnene starter på skolen, når de er ca. 5 år gamle. Mange af dem kommer langvejsfra og kommer derfor kun hjem til deres familier en gang om året. Det må være hårdt!

Skolegård.jpg
Klasseværelse.jpg
Kostskolen i Kampala var en slående kontrast til de fattige landsbyskoler i Arua.

Sovesalen på kostskolen ser meget tilforladelig ud. Men det er fordi man ikke kan fornemme stanken på billedet! Og hvem herhjemme ville for øvrigt finde sig i, at ens private rum var afgrænset til en madras og en blå metalkasse?

Sovesal.jpg
Midt under personalemødet kom regnen endelig efterfulgt af torden. Udenfor kunne vi hører, at folk hujede og festede, fordi regnen kom. Det var virkelig tiltrængt, og jeg håber, der kommer mere regn i de kommende dage. Dagens regn er slet ikke nok, fordi det har været tørt så længe.

Ruth havde medbragt to Busutier - den traditionelle klædedragt for kvinder i dette område. Pernille og jeg blev klædt på efter alle kunstens regler af Rachel og Alice. Vi blev meget flotte, og følte os nærmest som prinsesser i det fine tøj. Traditionen tro, gav vi afskedsfrokost til hele kontoret. På grund af vores meget stramme tidsplan, fik vi mad udefra. Om eftermiddagen blev der holdt officielle afskedstaler, og vi fik alle personlige gaver fra JEEP. Jeg synes, det var meget bevægende.

Finttøj.jpg
Pernille og jeg i det stiveste puds

De er alle kommet til at betyde rigtig meget for mig. De har gjort så meget for, at jeg skulle have en god oplevelse. Og det har jeg virkelig fået. Det har været en oplevelse for livet på godt og ondt. Jeg er simpelthen nødt til at skal herned igen og se, hvordan de allesammen klarer sig, og se hvordan udviklingen i Uganda skrider frem. For der sker udvikling, men der er meget stor forskel på, hos hvem og hvor udviklingen mærkes. Det er derfor, Lys i Afrika projektet er så vigtigt.

Næste år har JEEP 30 års jubilæum. Jeg er blevet inviteret, men det er selvfølgelig endnu uvist, om jeg kan deltage. I forbindelse med jubilæet vil JEEP plante en 'mad-skov' bestående af bl.a. frugttræer. Starten på skoven blev taget i dag, hvor Lene, Pernille, Lila, Mogens og jeg selv plantede de første fem træer.

Hellegraver.jpg
Sidst på eftermiddagen tog Pernille og jeg ud for at se Victorias hus. Den pige Pernille har hjulpet igennem længere tid. Det var virkelig blevet fint. 

Efter nogle dage i uvished, hvor det ikke var lykkedes at skabe kontakt, var det så godt for Pernille og Victoria, at det i sidste øjeblik lykkedes for dem at mødes. Det var meget bevægende at overvære deres gensyn og se, hvor stor betydning Pernilles hjælp har haft for Victoria. Det er virkelig en solstrålehistorie, og den viser hvor stor betydning hjælpen har, hvis de personer, der modtager hjælpen, forstår at udnytte den fuldt ud. Det er der ikke nogen tvivl om, at Victoria har gjort. Hun er en stærk kvinde.

Markvandring.jpg
På markvandring hos Victoria

VictoriaHjem.jpg
VictoriaHjem2.jpg
Victoria viste stolt sit hjem frem

 

Uddeling af lamper

Vis lampeuddelingen på et større kort

På kortet ovenfor er det muligt at klikke på tegnestiften for at læse mere. Du har også mulighed for trække eller se kortet i fuld størrelse.